Jagtrejsebetingelser

Lov om pakkerejser:

Alle rejsearrangementer er underlagt “Lov om pakkerejser”, der bl.a. har til hensigt at yde udstrakt forbrugerbeskyttelse. Globus Jagtrejser skal kunne dokumentere, at de ved bestilling af en rejse og før depositum er betalt af kunden, har gjort kunden opmærksom på alle tænkelige facetter omkring rejsen, herunder omkostninger, betingelser for ændringer m.m. Globus Jagtrejser henviser i denne forbindelse til vores hjemmeside samt særskilt produktansvarsforsikring. Vi er desuden medlem af Rejsegarantifonden, medlems.nr. 2602. 

Booking & betaling:

Enhver bestilling af et rejsearrangement hos Globus Jagtrejser, såvel mundtligt som skriftligt, er bindende. Ved booking/modtagelse af faktura betales et depositum på 50% af rejsens pris. Restbeløbet skal betales senest 60 dage før afrejse, såfremt andet ikke fremgår af tilbuddet. Overholdes betalingsfristen ikke, kan Globus Jagtrejser annullere rejsen og det indbetalte depositum vil være tabt. Alle betalinger er netto kontant. Ved fremsendelse af rykkerskrivelse, påføres rykkergebyr kr. 150,- samt rente 2% pr.måned.

Rejsens pris er beregnet på grundlag af gældende tariffer, afgifter og valutakurser. Rejsebureauet forbeholder sig derfor ret til inden afrejsedag at foretage sådanne prisændringer, som skyldes ændringer i transportomkostninger (f.eks. brændstofpriser), skatter, afgifter eller gebyrer (f.eks. lufthavns-, start- eller landingsafgifter) eller valutakurser, som er anvendt til beregning af prisen for den pågældende rejse. Det gælder også, selv om rejsen er slutbetalt.

Hvis lufthavnsafgiften eksempelvis stiger kr. 100,-, forhøjes rejsens pris tilsvarende.

Hvis prisen forhøjes mere end 10%, er kunden berettiget til at annullere rejsen og få indbetalte beløb refunderet. Det er dog en betingelse, at annulleringen meddeles rejsebureauet umiddelbart efter, at kunden er blevet underrettet om prisforhøjelsen.

Dersom skatter eller afgifter m.v., som pålignes rejsebureauet direkte, og som er indregnet i rejsens pris, nedsættes eller bortfalder med virkning inden rejsedagen, er rejsebureauet forpligtet til at godtgøre kunden det sparede beløb, såfremt det overstiger kr. 100,- pr. rejsedeltager.

Kunden skal underrettes om eventuelle prisstigninger snarest muligt og senest 20 dage før rejsedagen ved skriftlig meddelelse til den ved indtegningen eller senere af den rejsende oplyste adresse.

Afbestilling:

Afbestilling kan kun ske efter følgende retningslinier: Det indbetalte depositum kan ikke tilbagebetales til kunden, da Globus Jagtrejser betaler depositum til agenten i det pågældende land. Afbestilles rejsen mindre end 60 dage før afrejse, er hele rejsens pris forfalden til betaling. Det anbefales at tegne en afbestillingsforsikring – Forhør nærmere om hvad vi tilbyder.

Afbrydelse af rejsen:

Såfremt kunden af den ene eller anden årsag ikke ønsker at gennemføre rejsen som booket, vil der ikke være nogen tilbagebetaling for manglende ydelser.

Overdragelse af rejsen:

Kunden må overdrage rejsen til enhver, der på lovlig vis opfylder betingelserne for rejsen. Det skal senest ske 14 dage før afrejse og vil koste et gebyr på 500,00. Kravet er dog at Globus Jagtrejser har mulighed for at lave ændringen på destinationen og ombooke evt. fly. Den nye kunde hæfter herefter for evt. omkostninger og restbeløb.

Ansvar: 

Globus Jagtrejser optræder som agent for jagtrevirer, hoteller, transportselskaber m.v. og kan ikke gøres ansvarlig for ændringer, forsinkelser eller andre forhold, som er en følge af aftalebrud, vejrlig, force majeure eller andre omstændigheder, som Globus Jagtrejser ikke har indflydelse på. I det omfang Globus Jagtrejsers erstatningsansvar ifølge internationale konventioner lovligt kan begrænses, finder disse ansvarsbegrænsningsregler anvendelse. 

Rejsegarantifonden:

Globus Jagtrejser har et lovligt registreret dansk CVR.nr. 36567392 og er medlem af Rejsegarantifonden medlems.nr. 2602 

Copyright og brug af foto:

Globus Jagtrejser har ret til, uden samtykke fra de fotograferede, at bruge billeder taget på vores ture, til fremtidigt tilbudsmateriale og digitale medier. Vi gør opmærksom på, at der er copyright på samtlige billeder, videoer og tekster på både trykt materiale såvel som Facebook, Instagram, hjemmeside m.m. 

Alkohol: 

Globus Jagtrejser fralægger sig ethvert ansvar overfor sprirituspåvirkede kunder. Polen har indført 0-tolerance for alkohol i blodet for såvel jagt som transport af våben. Jagtguiden har pligt til at bortvise en alkoholpåvirket jæger og bemærk at lovgivningen også gælder for transporten til og fra Polen.

Flyrejsen & billetter:

De fleste flybilletter er incl. 20 kg bagage, hvor andet ikke er meddelt. Flere flyselskaber opkræver et ”handlingsgebyr” for transport af våben og buer, som ikke er indeholdt i billetprisen. Prisen er typisk mellem 50 – 100€. Dette samt evt. overvægt betales af kunden.

Er flybilletterne først udstedt, kan de ikke ændres eller annulleres. Globus Jagtrejser gør opmærksom på at det er kundens ansvar, at oplyse det korrekte navn til ved booking. Det er meget vigtigt, at det er det samme navn, der står skrevet i rejsepas og øvrige dokumenter. Er billetten udstedt med forkert navn, kan det i visse tilfælde koste en ny billet og i andre tilfælde et ændringsgebyr. Udover flyselskabernes gebyr for ændring af billetten opkræver Globus Jagtrejser et administrationsgebyr på kr. 500,-kr for booking af biletter.Det er kundens ansvar, at billetter og andre rejsedokumenter er udstedt med korrekt navn

Kunden skal sikre, at der ved indtjekningsskrankerne i lufthavne bliver udleveret korrekte og nødvendige dokumenter til rejsens videre forløb. Kunden har også pligt til at holde sig orienteret om evt. ændringer i tidstabeller og skal ved oversøiske rejser sørge for at genbekræfte returrejsen senest 72 timer før afrejse. Dette gøres hos pågældende flyselskab eller hos Globus Jagtrejsers samarbejdspartner.

Kørsel:

Kørsel på rejsemålet er kun inkluderet I prisen, hvis det tydeligt fremgår på tilsendt materiale. I feks. Polen er man velkommen til at benytte egen bil under jagten. Benyttes jagtguidens bil, koster det normalt 50€ pr. dag som afregnes direkte inden hjemrejse. Kørsel i egen bil eller udlejningsbil i jagtområdet er på eget ansvar. Eneste undtagelse er de rejser, hvor det tydeligt fremgår at kørsel er inkluderet i prisen.

Vaccination:

Globus Jagtrejser råder til, at man kontakter egen læge i god tid før afrejse for at sikre sig den korrekte rådgivning. Der kan også indhentes informationer hos Statens Serum Institut www.ssi.dk – Vi vil naturligvis også ved booking rådgive omkring evt. vacciner til den enkelte destination. 

Forsikring: 

Rejsebureauet skal inden rejsens påbegyndelse gøre opmærksom på muligheden for at tegne en rejseforsikring, der dækker udgifterne ved behandling og hjemtransport i tilfælde af ulykke eller sygdom i det omfang, den offentlige sygesikring ikke dækker. For salg af rejseforsikringer modtager rejsebureauet typisk provision fra forsikringsselskabet.

Når man rejser, er det vigtigt, at man har en forsikring, der også gælder i udlandet.

Det danske rejsesygesikringskort omfatter rejser uden for Danmark i Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, De Kanariske Øer, Kanaløerne, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.

EU-våbenpas, personpas og våbentilladelser:

Til rejser uden for EU kræves der ikke EU-våbenpas, medmindre kunden har et ophold i et EU-land på vej til destinationen. For rejser til EU-lande kræves EU-våbenpas. For visse lande kræves at der er min 6 mdr. til udløb ved udrejse. Det er dit eget ansvar at kontrollere om informationerne i såvel dit personlige pas, dit EU-våbenpas og din danske våbentilladelse er korrekt udfyldte og gyldige når du rejser. Det er dit eget ansvar at checke at våbennumre er korrekt angivet i din våbentilladelse, Eu-våbenpas samt “Letter of invitation” udstedt i udlandet. Ligeledes er du selv ansvarlig for gyldighed og udløbsdatoer i forhold til dine personlige papirer. Globus Jagtrejser sørger altid for fremskaffelse af de på rejsemålet nødvendige våbentilladelser.

Trofætransport & indførsel:

Der gælder særlige regler for indførsel af trofæer, skind og kød. Hvis kunden selv sørger for hjemtransport af trofæer, fralægger vi os ethvert ansvar og det er op til kunden selv at sikre sig, at alle nødvendige tilladelser er tilstede.

Globus Jagtrejser har samarbejde med specialiserede trofæspeditører, hvor man bl.a. kan tegne en forsikring på trofæerne men det er kundens ansvar at vælge hvilken form for hjemsendelse der ønskes og vi kan aldrig gøres til ansvar for fejl og mangler i forbindelse med hjemsendelsen. Der findes en del dyr, som er omfattet af Washington-konventionens liste over truede dyrearter. Disse dyrearter kræver importtilladelse fra myndighederne i kundens hjemland. Det er kundens eget ansvar at fremskaffe denne tilladelse. Check www.cites.org for nærmeste kontor.

Generelle forbehold:

Alle priser er nævnt i danske kroner, hvor ikke andet er angivet. Kunden skal altid huske at læse Globus Jagtrejsers generelle informationer vedr. det enkelte rejsemål, hvor der findes mange relevante informationer for den enkelte destination. Hvis der anskydes et stykke vildt og jagtguiden vurderer at den er tydelig ramt, vil anskydningen som hovedregel betragtes som nedlagt vildt. Der tages forbehold for ændringer af det i tilbuddet angivne revir, I tilfælde af dobbeltbookinger, rabies, afskydningsændringer m.m. I så fald påregnes det, at kunden accepterer det nye revir, hvis ikke andet er nævnt ved bestilling.

Specielt for Polen:

Inden afrejse fra Polen udfærdiges en jagtprotokol som underskrives af jægeren. Her indskrives antal nedlagt vildt, vægt på trofæer og evt. kommentarer til opholdet såvel positive som negative. Protokollen danner grundlag for den endelige afregning efter hjemkomst og derfor er det meget vigtigt at klager påføres, så vi efterfølgende kan finde en løsning med det pågældende revir. Trofæerne skal som hovedregel have en tørretid på 24 timer efter afkogning, før vejning foretages. Er det ikke muligt, er det den vejede vægt der tæller. På ikke afkogte kranier, som kan være nedlagt aften/morgen før afrejse, er det et skøn mellem jæger, jagtguide og protokolansvarlig, der indskrives. Dette kan IKKE ændres efter afkogt vejning i Danmark. Bliver du i tvivl om noget i.f.m. protokollen, så ring til os inden du underskriver. Vi er til for at hjælpe vores kunder. Endelig afregning sker når Globus Jagtrejser har modtaget en kopi af protokollen fra reviret. Der kan gå fra få dage til flere uger. 

Reklamationer/klager:

På selv den bedst arrangerede rejse, kan der opstå problemer eller misforståelser omkring jagtlige forhold, indkvartering m.m. Hvis ikke det kan løses med vores partner på stedet, SKAL Globus Jagtrejser omgående kontaktes enten pr. telefon eller mail og vi vil gøre alt for at løse problemet. Bliver vi IKKE kontaktet, bortfalder kundens senere ret til enhver form for reklamation eller kompensation jf. Pakkerejselovens § 26. Vores erfaringer viser dog, at de få problemer vi oplever, oftest løses omgående og turen afvikles på tilfredsstillende vis.  

Globus Jagtrejser tager forbehold for trykfejl, valutakursreguleringer og øvrige forhold, som vi ikke har indflydelse på.